Redegørelse om inspektion i IBM Pensionsfond

28-10-2015

 

Indledning

Finanstilsynet var i april 2015 på inspektion i firmapensionskassen IBM Pensionsfond.

På inspektionen blev pensionskassens væsentlige områder gennemgået med fokus på de områder, som har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. pensionskassens ledelse, investeringsområdet og outsourcing.

Sammenfatning og risikovurdering

Medlemmerne i pensionskassen er nuværende eller tidligere medarbejdere i IBM Danmark ApS. Pensionskassen har været lukket for tilgang siden 1. juli 1994, og havde 1291 medlemmer ultimo 2014. Pensionskassen tilbyder medlemmerne alders-, invalide-, ægtefælle- og børnepension. Pensionsordningen er ydelsesdefineret, og det garanterede pensionstilsagn udgør en andel af medlemmernes pensionsgivende indtægt. Der er ingen ret til bonus.

Den daglige drift og administration af pensionskassen er outsourcet. Pensionskassen modtager bl.a. på investeringsområdet ekstern rådgivning, og investeringerne gennemføres ud fra aftaler indgået med eksterne forvaltere.

Finanstilsynet gav pensionskassen påbud om at sikre, at bestyrelsens stillingtagen på investeringsområdet er forankret i en samlet politik med tilhørende retningslinjer, så der er vished om, at pensionskassen styres i overensstemmelse med bestyrelsens ønsker.

Med henblik på at sikre at der ikke sker uforholdsmæssig stor eksponering mod en bestemt sektor eller et bestemt marked fik pensionskassen

endvidere en risikooplysning om, at pensionskassen bør fastsætte overordnede rammer for koncentrationsrisici.

Pensionskassen har i 2014 ændret sin aktivfordeling, men ændringen har ikke været afspejlet i pensionskassens efterfølgende indberetninger af de registrerede aktiver. Finanstilsynet gav derfor påbud om at opgøre og indberette de registrerede aktiver korrekt.

Finanstilsynet gav endvidere påbud om at sikre en aktiv styring af outsourcede aktiviteter ved at udarbejde interne retningslinjer, som klart og overskueligt afspejler bestyrelsens ønsker og stillingtagen til bl.a. kontrolprocedurer.

Endelig fik pensionskassen en risikooplysning, da pensionskassens vedtægter og pensionsregulativ i flere tilfælde ikke afspejler gældende lovgivning eller faktiske forhold i øvrigt. For at undgå uklarheder bør pensionskassen løbende sikre, at vedtægter og regulativ er opdaterede.

Pensionskassen har ultimo 2014 opgjort kapitalkravet til 276,2 mio. kr. svarende til en solvensgrad på 3,2.

 

Senest opdateret 28-10-2015