Indledning
Finanstilsynet var i september 2015 på inspektion i Alm. Brand Forsikring A/S.
På inspektionen blev selskabets væsentlige risikoområder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets forretningsmodel, outsourcing, reassurance, hensættelser, investeringer, registrerede aktiver, det individuelle solvensbehov og kapitalbehov.
Sammenfatning og risikovurdering
Alm. Brand Forsikring A/S tegner primært forsikringer til private husstande, erhvervsvirksomheder samt landbrug i hele Danmark. De private forsikringer udgør ca. 50 pct. af bruttopræmieindtægterne, mens erhvervsforsikringer og landbrugsforsikringer udgjorde den resterende del.
I forbindelse med inspektionen foretog Finanstilsynet en gennemgang af selskabets outsourcing samt reassuranceaftaler. Finanstilsynet havde ingen bemærkninger til outsourcingaftalerne og vurderede desuden, at genforsikringsaftalerne overholdt bestyrelsens retningslinjer, samt at selskabets genforsikringsprogram var afbalanceret.
Endvidere gennemgik Finanstilsynet selskabets skadesbehandling. Det var Finanstilsynets vurdering, at de samlede forsikringsforpligtelser var tilstrækkelige.
Ved Finanstilsynets gennemgang af selskabets politikker og retningslinjer for investeringsområdet, samt af selskabets registrerede aktiver, havde Finanstilsynet ingen bemærkninger. Samtidig var det Finanstilsynets vurdering, at de registrerede aktiver var tilstrækkelige i den observerede periode.
Finanstilsynet konstaterede ved gennemgangen af selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov, at selskabet ikke havde opgjort kapitalkravet relateret til arbejdsskadesrisiko korrekt, hvilket selskabet fik påbud om at ændre.
Selskabet havde ultimo 3. kvartal 2015 en solvensdækning på 223 pct. Finanstilsynet vurderede selskabets kapital til at være tilstrækkelig.
Endeligt gennemgik Finanstilsynet selskabets kapitalnødplan. Finanstilsynet havde ingen bemærkninger hertil.