Indledning
I vurderingen af, om afviklingen håndteres betryggende vurderede Finanstilsynet blandt andet, om afviklingen foretages uafhængigt af disponerende enheder, og om der er en passende systemunderstøttelse af afviklingen. Herudover omfattede undersøgelsen de daglige processer for udveksling af sikkerheder i relation til handel med derivater, samt bankernes anvendelse af risikoreducerende teknikker for derivater, der handles bilateralt. Endelig omfattede undersøgelsen bankernes løbende opfølgning på indberetningen af handelsdetaljer om derivater til handelsregistre.
Undersøgelsen er ud fra en risikovurdering foretaget i fire udvalgte banker.
Sammenfatning og risikovurdering
Det er Finanstilsynets vurdering, at Jyske Bank A/S’ organisering og systemunderstøttelse af afviklingen af standardiserede derivater er i overensstemmelse med lovgivningens krav på området. Finanstilsynet vurderer dog, at bankens rapportering om afviklingen til den dagligt ansvarlige for området skal udbygges, og banken fik påbud herom.
Ved gennemgang af bankens daglige processer for udveksling af sikkerheder i relation til handel med derivater fandt Finanstilsynet, at banken mangler konkrete retningslinjer for opfølgning på og løbende rapportering om tvister i forbindelse med udveksling af sikkerheder. På den baggrund fik banken påbud.
Herudover fik banken påbud om at styrke den organisatoriske forankring af de risikoreducerende teknikker, således der er klare procedurer for udførelsen og kontrollen hermed. Banken fik ligeledes påbud om at etablere rapportering om overholdelse af de risikoreducerende teknikker.
Endelig fik banken påbud om rapportering til den ansvarlige for området om kvaliteten af indberetningen til bankens handelsregister.