Påtale til Formuepleje A/S for utilstrækkelige procedurer til at gennemføre hensigtsmæssighedstest af sine kunder

20-06-2018

Finanstilsynet har givet Formuepleje A/S en påtale for at have mangelfulde procedurer til at gennemføre hensigtsmæssighedstest af sine kunder. Finanstilsynet vurderer at dette strider mod § 18, stk. 1, nr. 1 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Finanstilsynet har undersøgt Formueplejes markedsføring og salg af selskabets alternative investeringsfonde. Andelene af de alternative investeringsfonde bliver bl.a. solgt via Formueplejes hjemmeside uden at selskabet yder forudgående rådgivning. I den forbindelse har Formuepleje valgt at gennemføre hensigtsmæssighedstest af kunderne.

 

Finanstilsynet har bl.a. undersøgt Formueplejes procedurer for at gennemføre hensigtsmæssighedstest. Finanstilsynet har konkluderet, at Formuepleje ikke har haft tilstrækkelige procedurer til at sikre, at man har indsamlet tilstrækkelige oplysninger fra kunderne om deres kendskab til investeringsproduktets karakteristika og risici, til at man har kunnet foretage en fyldestgørende hensigtsmæssighedstest. Finanstilsynet har vurderet, at dette er i strid med § 18, stk. 1, nr. 1 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

 

Formuepleje har sidenhen udbygget sit informationsindsamlingsskema og har præciseret de arbejdsbeskrivelser, som selskabets ansatte benytter, når de foretager hensigtsmæssighedstest af kunderne. Dette har efter Finanstilsynets vurdering rettet op på manglerne i en sådan grad, at Finanstilsynet ikke vil foretage sig yderligere i sagen. Finanstilsynet påtaler dog de tidligere konstaterede mangler.

 

Læs hele afgørelsen.

 

Senest opdateret 20-06-2018