Formålet var at undersøge udformningen af institutternes egne likviditetsstresstests, herunder om disse i tilstrækkelig grad favner de likviditetsrisici, de enkelte institutter er eksponeret overfor. Finanstilsynet har således undersøgt de metoder og antagelser, som de enkelte institutter anvender i deres likviditetsstresstests.
Sammenfatning og risikovurdering
Det er Finanstilsynets vurdering, at Danske Bank generelt har passende metoder for udformningen af sine likviditetsstresstests, men at der er behov for konkrete justeringer.
Danske Bank antager således ikke fuldt afløb af bankens korte fundingprogrammer (CD/CP-programmer (ekskl. USCP)) i likviditetsstressscenarierne. Det er Finanstilsynets vurdering, at investorer hurtigt trækker sig fra dette marked i tilfælde af stress, da der ikke er sikkerhed for deres investering.
Danske Bank bør endvidere anvende højere haircut i sine likviditetsstresstests på beholdningen af egne realkreditudstedelser end på beholdningen af realkreditudstedelser fra et andet institut, da et institutspecifikt stress må forventes også at påvirke værdien af instituttets egne udstedelser.
Herudover bør Danske Bank kunne opgøre likviditetsstresstests hyppigere end månedligt, kunne opgøre og overvåge udviklingen i likviditetslovkravet (LCR) regelmæssigt i sine likviditetsstresstests og kunne opgøre likviditetsstresstests for Danske Bank A/S separat. Danske Bank inddrager endvidere ikke stress af alle relevante ikke-balanceførte elementer. Endelig bør Danske Bank lave likviditetsstresstest separat for valutaer, der er væsentlige for koncernen.