Redegørelse om undersøgelse af Topdanmark Livsforsikring A/S’ risikovurdering på hvidvaskområdet

16-07-2021

Finanstilsynet foretog i sidste kvartal af 2020 en undersøgelse af Topdanmark Livsforsikring A/S’ risikovurdering på hvidvaskområdet. Undersøgelsen var et led i en tværgående undersøgelse af det pågældende område i en række livsforsikrings- og pensionsselskaber.

 

Risikovurdering og sammenfatning

Topdanmark Livsforsikring A/S er et livsforsikringsselskab. Virksomheden tilbyder firmapensionsordninger oprettet som led i et ansættelsesforhold, individuelle privattegnede ordninger samt gruppelivsforsikringer. 

Finanstilsynet vurderer, at selskabets iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er lav vurderet i forhold til gennem-snittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at virksomhedens kunder hovedsageligt er firmapensionskunder i Danmark. 

Undersøgelsen har resulteret i, at Finanstilsynet over for virksomheden har bemærket, at det er vigtigt, at virksomheden ved sin vurdering af egne risici er opmærksom på, at risikofaktorerne for henholdsvis hvidvask og finansiering af terrorisme ofte ikke har samme karakter. Herudover har Finanstilsynet bemærket, at virksomhedens vurdering af risiciene for finansiering af terrorisme generelt er kortfattede ved virksomhedens vurdering af virksomhedens kunder, produkter, transaktioner og geografiske forhold.

 

 

Senest opdateret 16-07-2021