Temainspektion af den alternative standardmetode for markedsrisiko (A-SA) i Dragsholm Sparekasse

20-09-2023

Finanstilsynet har fra december 2022 til september 2023 gennemført en inspektion af implementeringen og brugen af den alternative standardmetode for markedsrisiko i Dragsholm Sparekasse. Det var et led i en temainspektion i 18 udvalgte penge- og realkreditinstitutter

Temainspektionen havde til formål at undersøge institutternes implementering af den alternative standardmetode (A-SA) for markedsrisiko til opgørelse af kapitalkrav. A-SA-metoden forventes at blive et kapitalkrav fra 2025, men der gælder allerede nu et rapporteringskrav, så omfattede institutter skal opgøre deres markedsrisiko efter A-SA og indberette data til Finanstilsynet. 
Inspektionen blev gennemført uden fysisk besøg i sparekassen (off-site).

Temainspektionen inkluderede en kvalitativ og kvantitativ analyse af de udvalgte institutters implementering af den nye A-SA-metode. Den kvantitative analyse omfattede en benchmarking af institutternes opgørelse af REA og underliggende nøgletal som deltarisiko, jump to default (JTD) mv. på udvalgte instrumenter og for nogle institutter også porteføljer. Den kvalitative analyse bestod af et spørgeskema om institutternes implementering, den forventede brug af opgørelsen og den planlagte governance for opgørelsen. 

Dragsholm Sparekasses indberetninger lå på en række steder i de ydre percentiler af de indberettede data på tværs af institutter. Dette kan være velbegrundet og kan eksempelvis skyldes tekniske forhold omkring booking af handler ved undersøgelsen. Sparekassen bør gennemgå sin modelimplementering og sikre, at dette ikke skyldes fejl i implementeringen af modellen. Inspektionen har ikke givet anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Senest opdateret 20-09-2023