Temaundersøgelse om markedsføring af investeringsprodukter og -services

Finanstilsynet har gennemført en temaundersøgelse om pengeinstitutter og fondsmæglerselskabers markedsføring af investeringsprodukter og -services. Undersøgelsen ser på virksomhedernes praksis for markedsføring, og hvordan de sikrer, at markedsføringen er reel, klar og ikke vildledende. Fire pengeinstitutter og et fondsmæglerselskab har deltaget i undersøgelsen.

Kontakt

Kommunikationschef

Jesper Christiansen
41 93 35 06
jech@ftnet.dk

Når investorer skal beslutte, hvilket finansielt produkt eller investeringsservice de vil sætte deres penge i, kan markedsføringsmaterialet have en væsentlig betydning for deres valg. Pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber skal derfor sikre, at oplysningerne i deres markedsføring om investeringsprodukter og -services er reelle, klare og ikke-vildledende.

Finanstilsynet har i 2023 gennemført en temaundersøgelse, hvor fire pengeinstitutters og et fondsmæglerskabs praksis for markedsføring blev undersøgt gennem funktionsinspektioner. Finanstilsynet har gennemgået procedurer for udarbejdelse, udsendelse og kontrol af markedsføring samt konkrete eksempler på markedsføringsmeddelelser udsendt af virksomhederne.

Undersøgelsen havde fokus på, om virksomhedernes markedsføring er i overensstemmelse med kravene i § 5 og § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om investorbeskyttelse og artikel 44 og artikel 46, stk. 5 og 6, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/565 (MiFID II delegerede forordning).

Observationer fra undersøgelsen

Virksomheder må bruge markedsføring til at fremhæve deres investeringsprodukter og -services som fordelagtige for eksisterende og potentielle kunder indenfor visse rammer. Undersøgelsen viste, at virksomhederne generelt har procedurer og kontroller til at sikre, at deres markedsføring overholder kravene i reguleringen. Finanstilsynet fandt dog mangler i den konkrete markedsføring for fire ud af de fem deltagere. Disse virksomheder præsenterede på deres hjemmesider de mulige fordele ved at investere i bestemte produkter eller services uden samtidigt at oplyse om de risici, der er forbundet med investeringen. Én af virksomhederne havde yderligere mangler.

”Det er vigtigt, at investorerne kan stole på det markedsføringsmateriale, som bankerne og fondsmæglerselskaberne giver dem. Alle risici skal frem i lyset, ellers risikerer investorerne at købe et produkt, der ikke passer til dem,” siger Sean Hove, underdirektør for Finanstilsynets investorbeskyttelse.

På baggrund af undersøgelsen har Finanstilsynet udarbejdet en rapport med væsentlige observationer om, hvad pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber bør være opmærksomme på for at sikre retvisende markedsføring. Rapporten er også relevant for andre virksomhedstyper, f.eks. forvaltere af alternative investeringsfonde og administrationsselskaber for UCITS.

Læs temarapporten.

Læs de fem inspektionsredegørelser:

Norm Invest Fondsmæglerselskab A/S
Nordnet Bank, filial af Nordnet Bank AB, Sverige
Ringkjøbing Landbobank. Aktieselskab
Saxo Bank A/S
Sydbank A/S