Som konsekvens af den globale finanskrise indførte en række lande krisehåndteringsværktøjer. Formålet var at sikre et effektivt beredskab til fremtidig håndtering af de eventuelle nødlidende finansielle virksomheder. I EU indførte man et harmoniseret set-up i form af krisehåndteringsdirektiverne BRRD I og BRRD II (note), der er implementeret i dansk ret i særligt lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder (benævnt RAL) og lov om finansiel virksomhed (benævnt FIL).
Reglerne har til formål at sikre, at der kan gribes tilstrækkelig effektivt ind over for nødlidende eller forventeligt nødlidende penge- og realkreditinstitutter for derigennem at understøtte kontinuiteten i instituttets kritiske finansielle og økonomiske funktioner. Det overordnede formål er at beskytte skatteborgere og indskydere, så det ikke er dem, der skal betale regningen, når et institut bliver nødlidende og uden at forstyrre den finansielle stabilitet i samfundet. Institutterne forventes derfor at blive krisehåndteret uden brug af statslige midler.
Reglerne indebærer blandt andet, at der i EU og i Danmark er udpeget afviklingsmyndigheder (på engelsk: "resolution authorities"). Afviklingsmyndighederne har som opgave at sikre, at der på forhånd er lagt en plan for hvad der skal ske, hvis et pengeinstitut eller et realkreditinstitut skal afvikles, samt gennemføre planen efterfølgende, hvis det skulle blive nødvendigt. I Danmark er en række institutter udpeget som systemiske institutter (som herefter benævnes SIFI’er eller SIFI-institutter). Det er institutter, hvor konsekvenserne kan være store for hele samfundsøkonomien, hvis de ikke bliver krisehåndteret og videreført af afviklingsmyndighederne.
Med afvikling menes der i denne sammenhæng at håndtere nødlidende institutter efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Håndteringen skal ophjælpe, at institutterne enten kan videreføres som levedygtig virksomhed eller at dele af virksomheden frasælges. For særligt de mindre institutter vil der være tale om afvikling ved salg eller afvikling af hele instituttet.
Myndighedsansvar og rollefordeling
I Danmark er Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeget som fælles afviklingsmyndighed, og Danmarks Nationalbank er høringspart i relation til systemiske institutter.
Finanstilsynet er afviklingsmyndighed i normal drift (going concern) og i genopretningsfasen af en krisehåndtering, indtil penge- eller realkreditinstituttet bliver nødlidende. Der er derfor etableret en afviklingsenhed i Finanstilsynet, der står for blandt andet koordinering af afviklingsplaner og samarbejde med andre myndigheder i planlægningsfasen. Finanstilsynet vedtager afviklingsplaner for alle penge– og realkreditinstitutter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet, og med Nationalbanken som høringspart for afviklingsplaner for SIFI-institutter. Finanstilsynet fastsætter desuden et krav til pengeinstitutternes nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) efter høring af Finansiel Stabilitet.
I genopretningsfasen oplever et penge- eller realkreditinstitut, at der opstår betydelige tab på driften, og der sås tvivl om overlevelsen. Hvis et institut ikke har kapital eller likviditet nok til at opfylde de fastsatte krav, kan Finanstilsynet anvende beføjelserne til tidlig indgriben sideløbende med instituttets egen genopretningsplan, hvis beføjelserne vil medvirke til at genoprette instituttets finansielle situation, jf. kapitel 15 a i FIL.
Derefter følger den aktive krisehåndtering, hvilken starter når Finansiel Stabilitet vurderer, at afvikling af instituttet er i offentlighedens interesse, jf. RAL § 5. Finansiel Stabilitet foretager en midlertidig værdiansættelse og udpeger en uafhængig vurderingsperson til at fastsætte den endelige værdiansættelse. Finansiel Stabilitet træffer beslutning om, hvilke afviklingsforanstaltninger der skal iværksættes. Anvendelse af afviklingsværktøjer for systemisk vigtige institutter skal godkendes af erhvervsministeren. Finansiel Stabilitet skal på baggrund af den midlertidige værdiansættelse afgøre, hvor meget aktier og forpligtelser skal nedskrives.
Efter den aktive krisehåndteringsfase følger restruktureringsfasen. Her færdiggør den uafhængige vurderingsperson den endelige værdiansættelse. Hvorefter endelig nedskrivning og 8 konvertering af aktier og forpligtelser baseret på den endelige værdiansættelse gennemføres. De nye aktionærer, som ved overdragelsen af instituttet får en kvalificeret andel, skal godkendes af Finanstilsynet i medfør af FIL § 61.
Den afsluttende fase indledes når der ikke er brug for yderligere afviklingsforanstaltninger, og det vurderes, at instituttet igen kan stå på egne ben. Instituttet bliver returneret til de nye aktionærer, og Finansiel Stabilitet har dermed færdiggjort afviklingen af instituttet.
Læs om anvendelsen af bail-in værktøjet
Hvis Finanstilsynet vurderer, at et pengeinstitut eller realkreditinstitut er eller forventes at blive nødlidende (gone concern), så overtager Finansiel Stabilitet rollen som afviklingsmyndighed. Det er derfor Finansiel Stabilitet, som overtager kontrollen med det nødlidende institut og gennemfører de faktiske afviklingstiltag overfor et pengeinstitut eller realkreditinstitut, som er blevet nødlidende. Finansiel Stabilitet har erfaring med at afvikle pengeinstitutter bl.a. tilbage fra finanskrisen i 2008-2012 og senest med Københavns Andelskasse i 2018. I forbindelse med den globale finanskrise var det udelukkende mindre og mellemstore institutter i Danmark, som blev nødlidende.
Desuden har Finansiel Stabilitet ansvaret for indskydergarantiordningen (Garantiformuen ), som bl.a. sikrer dækning af kunders indskud i pengeinstitutterne for op til EUR 100.000 (ca. 750.000 kr.) pr. indskyder samt ansvar for forvaltning af Afviklingsformuen.
Danmarks Nationalbank er høringspart for de afviklingsplaner, der udarbejdes for SIFI- institutter, som led i Nationalbankens opgave med at sikre den finansielle stabilitet. I praksis er der et tæt samarbejde mellem de tre organisationer om udarbejdelsen af afviklingsplaner for SIFI-institutter.
Ved en krisehåndtering tager Finansiel Stabilitet udgangspunkt i de vedtagne afviklingsplaner, men er ikke bundet heraf. Finansiel Stabilitet har derfor mulighed for at fravige afviklingsplanen, hvis et institut bliver nødlidende. Det skal understøtte, at krisehåndteringen altid sker med respekt for den konkrete situation, der er gældende på tidspunktet for, at instituttet bliver vurderet til at være nødlidende. Strategien vil således altid blive vurderet individuelt i hver sag.
Hvis der er tale om et SIFI-institut, vil Koordinationsudvalget for Finansiel Stabilitet (KFS), der ledes af Erhvervsministeriet, ligeledes være inddraget i beslutningerne om håndteringen af afviklingen, hvilket efterfølgende kommer i høring hos departementet. Det overordnede ansvar for beslutningerne om afviklingsforanstaltninger er placeret hos erhvervsministeren.
Individuelle krav og afviklingsplaner Alle penge- og realkreditinstitutter er omfattet af en individuel afviklingsplan. Afviklingsplanerne er myndighedsdokumenter, der hverken offentliggøres eller deles med virksomhederne. Den enkelte virksomhed får dog et resumé af sin individuelle afviklingsplan, så virksomheden overordnet kender myndighedernes foretrukne strategi. For koncerner med flere penge- eller realkreditinstitutter, eller begge dele, udarbejdes afviklingsplanen på koncernniveau. Det betyder, at den foretrukne strategi gælder den samlede koncern. Der er altså hverken tale om en strategi, der er splittet op på institutniveau, eller som alene omfatter moderselskabet. Årsagen er, at IT og administrative funktioner, som hele koncernen anvender, som oftest er koncentreret i moderselskabet. Det skaber en dyb integration mellem institutterne, som dermed bliver vanskelige at adskille. Desuden understøtter denne strategi en interesse i at holde alle datterselskaberne velkapitaliserede.