Afviklingsmyndighedernes arbejde består bl.a. i at sikre, at der er en aktuel afviklingsplan klar, i tilfælde af at et institut skulle blive nødlidende. Hvert institut har en individuel afviklingsplan. Afviklingsplaner et beredskabsdokument, hvor det på forhånd er gennemtænkt, hvordan en mulig afvikling af det nødlidende institut kan håndteres. Det er væsentligt, at afviklingsplanen er operationel så afviklingsmyndighederne kan sikre, at en krisehåndtering af et nødlidende institut kan gennemføres i praksis.
Afviklingsplanlægning er et væsentligt element i en effektiv afvikling, da det giver Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet bedre tid til at forberede afvikling af en virksomhed, inden denne står i afviklingssituationen. Afviklingsplaner skal således gøre det muligt at afvikle en virksomhed på bedste vis med mindst skade for det offentlige og kreditorerne og med henblik på at undgå behov for offentlig støtte.
Den foretrukne afviklingsstrategi fastsætter, hvordan afviklingsmyndighederne i udgangspunktet vil håndtere det nødlidende institut. I strategien indgår de mest effektive afviklingsværktøjer for det pågældende institut. De enkelte afviklingsværktøjers opfyldelse af afviklingsmålene vil afhænge af det enkelte institut og den specifikke afviklingssituation, hvorfor det endelige valg af afviklingsværktøj(er) altid foretages på baggrund af den konkrete sag. I udgangspunktet består den foretrukne afviklingsstrategi for danske SIFI-institutter af en rekapitalisering af instituttet. Det indebærer for pengeinstitutter en anvendelse af bail-in-værktøjet, hvor der foretages en nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter samt andre forpligtelser omfattet af bail-in.
Er instituttet ikke udpeget som SIFI-institut, vil den foretrukne afviklingsstrategi være en kontrolleret nedlukning af aktiviteter. Det kan f.eks. ske ved en delvis restrukturering af instituttet med henblik på at videreføre de levedygtige dele til markedet hurtigst muligt gennem frasalg. De øvrige dele kan afvikles i regi af Finansiel Stabilitet.
Indgår SIFI-instituttet i en koncern, kan afviklingsbeføjelserne blive anvendt på moderselskabet, mens en eventuel rekapitalisering af datterselskaber kan ske gennem moderselskabet ved nedstrømning af kapital. Her skelnes der mellem en Single-Point-Entry (SPE) og en Multiple-Point-Entry (MPE). Under en SPE-strategi holdes hele koncernen samlet, og afviklingsmyndighederne vil som udgangspunkt være interesseret i, at alle datterselskaber har en tilstrækkelig kapitalisering. Modsat vil der ikke blive holdt sammen på de enkelte dele af koncern under en MPE-strategi. I stedet vil der være forskellige planer for de enkelte delkoncerner eller datterselskaber, hvormed visse datterselskaber vil have en separat foretrukken afviklingsstrategi, f.eks. vil udgangspunktet være, at de vil kunne sælges. Koncernen restruktureres hurtigst muligt og fortsætter efterfølgende på markedet.
Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har i samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder og afviklingsmyndigheden for bankunionen (Single Resolution Board eller forkortet SRB) udarbejdet retningslinjer[1] for, hvilke forudsætninger der skal til, for at den foretrukne afviklingsstrategi vil kunne gennemføres.
Afviklingsmyndighederne arbejder sammen med institutterne om at sikre, at der ikke er væsentlige hindringer for, at en afvikling vil kunne gennemføres ud fra den foretrukne strategi. Institutterne udarbejder f.eks. egenvurderinger ud fra EBAs retningslinjer vedrørende forbedring af afviklingsmuligheder, og der er dialog mellem afviklingsmyndighederne og institutterne om disse egenvurderinger. Afviklingsmyndighederne foretager ligeledes test af afviklingsberedskabet, som beskrives nærmere under afsnittet om informationssystemer.
Retningslinjerne kan forefindes på engelsk og dansk på EBAs hjemmeside.