Spørgsmål & svar for kapitalmarkedsområdet

En forvalter af alternative investeringsfonde er et selskab, som køber og sælger de aktiver, der er under forvaltning i fondene, og som løbende plejer aktiverne og foretager risikostyring m.v. 

En AIF er et selskab, som samler penge fra en række investorer. Dernæst investeres pengene i såkaldte alternative investeringer. Disse investeringer kan f.eks. være investeringer ejendomme, infrastruktur, vindmøller, unoterede aktier m.v. Der er ikke nogen begrænsning i forhold til aktivtype, gearing (investering for lånte midler) eller risikospredning. Der er heller ingen krav til AIF´erne om investorbeskyttelse på disse områder. Det indebærer, at AIF’er kan have en kompleks risikoprofil, omkostningsstruktur og indløsningsadgang samt en høj likviditetsrisiko mv. En AIF bliver typisk markedsført overfor investorer af enten dens FAIF, et fondsmæglerselskab eller et pengeinstitut. AIF’er er kendetegnet ved, at de er tiltænkt professionelle investorer. 

I modsætning til AIF’erne henvender de mere udbredte investeringsforeninger (UCITS) sig til detailinvestorer uden professionel indsigt. Investeringsforeninger må ikke investere for lånte midler (gearing). Hertil kommer, at en UCITS skal investere i børshandlede værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der er underlagt krav om spredning for at begrænse risikoen for investorerne.

Lovgivningen sondrer mellem to områder:

1. registreret FAIF
2. FAIF med tilladelse.

Der er store reguleringsmæssige forskelle mellem en FAIF, der er registeret hos Finanstilsynet og en FAIF, der har fået tilladelse af Finanstilsynet. Som følge heraf er der også store forskelle på den investorbeskyttelse, som investoren får.

Registreret FAIF

Når en FAIF ansøger Finanstilsynet om registrering, skal den give få oplysninger til Finanstilsynet, som f.eks. navn på FAIF’en og en beskrivelse af investeringsstrategierne for hver AIF. Når FAIF’en vil markedsføre en AIF, skal Finanstilsynet have oplysning om CVR-nummeret på AIF’en.

En registreret FAIF skal årligt indberette nogle få oplysninger til Finanstilsynet om bl.a. formuen i de forvaltede AIF’er. Finanstilsynet kontrollerer som ugdgangspunkt ikke oplysningerne, men sikrer kun, at de lever op til de formelle krav. Registrering af en FAIF hos Finanstilsynet betyder derfor blot, at forvalteren har givet de formelle oplysninger på tidspunktet for registrering.

Der gælder dermed ingen investorbeskyttende regler for en investor, der investerer i en AIF, der forvaltes af en registreret FAIF.

FAIF med tilladelse

Når en FAIF ansøger Finanstilsynet om tilladelse, skal den opfylde en række krav, som lovgivningen stiller. Der er f.eks. krav til virksomhedens indretning og organisation, håndtering af interessekonflikter, aflønning, værdiansættelse og risikostyring. Hertil kommer, at ledelsen skal vurderes egnet og hæderlig af Finanstilsynet. Der er også krav om, at de aktiver, som AIF’en har investeret i, skal opbevares af et pengeinstitut eller lignende (en såkaldt depositar), som også har en række forpligtelser til at kontrollere FAIF’ens forvaltning af AIF’en. Samlet skal disse krav sikre, at AIF’ens aktiver aldrig kommer FAIF’en i hænde.  Finanstilsynet afgør på den baggrund, om FAIF’en kan få tilladelse. Når en FAIF har fået tilladelse, er den underlagt FAIF-loven. Det betyder, at Finanstilsynet har pligt til at vurdere forholdene i FAIF’en og f.eks. gennemgå indberetninger og gå på inspektion i virksomheden.

Din beskyttelse som investor afhænger af, hvem du køber produktet af. Hvis du køber andele i AIF’en gennem et fondsmæglerselskab eller et pengeinstitut, gælder lovens særregler om investorbeskyttelse. Det betyder, at fondsmæglerselskabet og pengeinstituttet skal sikre, at du som investor er egnet til at foretage den konkrete investering.

Når FAIF’en derimod formidler andele i en AIF direkte til investorerne, er forvalteren ikke underlagt de samme regler. Der er derfor væsentligt større risiko for, at du som investor ender med at investere i et produkt, som ikke er passende for dig. 

Finanstilsynets hjemmeside indeholder et register over alle de virksomheder, som:

• Finanstilsynet har under tilsyn
• Finanstilsynet har givet tilladelse
• alene er registreret, men ikke er under tilsyn.

Finanstilsynets virksomhedsregister

En detailinvestor er en kunde, der ikke er professionel. Herved forstås i daglig tale den almene investor, som investerer for egne private midler.

En semiprofessionel investor er en detailinvestor, som investerer for minimum 100.000 euro, og som skriftligt erklærer, at vedkommende er indforstået med de risici, der er forbundet med investeringen. En semiprofessionel investor har mulighed for at investere i flere produkter end en detailinvestor.

Professionelle og institutionelle investorer er aktører, som skal have en tilladelse for at agere på de finansielle markeder. Det kan f.eks. være kreditinstitutter, forsikringsselskaber eller pensionskasser. 

En LEI-kode er en global unik identifikationskode, som bliver brugt til at identificere juridiske enheder, der bl.a. deltager i transaktioner på finansmarkederne. Det globale LEI-system blev oprettet på baggrund af en anmodning fra G20-landene. Formålet med LEI-systemet er at styrke det globale tilsyn med finansmarkederne, herunder den løbende markedsovervågning og identifikation af systemiske risici.

En LEI-kode er unik for den juridiske enhed, den er tilknyttet, og derfor skaber LEI-systemet et fundament for præcis identifikation af den juridiske enheds ageren på finansmarkederne.

Alle udstedte LEI-koder er offentlige og kan ses her

LEI-koder gør det muligt at identificere juridiske enheder entydigt og spore deres adfærd på de finansielle markeder. LEI-koder øger derfor gennemsigtigheden, ligesom det er et vigtigt redskab i den markedsovervågning, der forestås af finansielle tilsynsmyndigheder.

Man kan erhverve en LEI-kode gennem en organisation, der udsteder LEI-koder – en LOU (Local Operating Unit). Man bestemmer selv, hvilken LEI-kodeudsteder man vil benytte. Der findes ingen danske LEI-kodeudstedere, men man kan købe en LEI-kode fra en udenlandsk udsteder.

Listen af udstedere, og hvem de udsteder til, kan findes nederst på denne side

Erhvervelse af en LEI-kode er forbundet med omkostninger, og der er desuden et årligt gebyr til drift af systemet. Omkostningerne afhænger af den udbyder, som man vælger at erhverve sin LEI-kode igennem.

Alle juridiske personer, som ønsker at sælge eller købe værdipapirer, skal fra den 3. januar 2018 have en LEI-kode. Begrebet juridisk person omfatter alle former for selskaber, hvad enten de er privat eller offentligt ejede, men også foreninger, andelsboligforeninger og fonde med mere.

Fysiske personer bliver identificeret med deres nationale identifikationsnummer (CPR-nummer), og de skal derfor ikke have en LEI-kode.

Jeg driver en enkeltmandsvirksomhed, skal jeg have en LEI-kode?

Nej, en enkeltmandsvirksomhed, der handler med alle andre finansielle instrumenter end derivater, skal ikke have en LEI-kode. En enkeltmandsvirksomhed, der handler med derivater, skal dog have en LEI-kode i overensstemmelse med EMIR-forordningen.

Nej. Antallet eller værdien af værdipapirer, der handles er uden betydning. 

Et CVR-nummer kan ikke tjene som unik international identifikationskode for transaktioner på finansmarkederne, da CVR-nummeret er dansk og derfor kun bruges i Danmark.

En værdipapirhandler må ikke udføre eller gennemføre en ordre eller transaktion for en juridisk person, hvis denne ikke har en LEI-kode. Det vil sige, at den juridiske person ikke kan købe eller sælge værdipapirer.

Bemærk dog, at ESMA den 20. december 2017 offentliggjorde en udtalelse om brugen af LEI-koder for kunder (der er juridiske personer) hos investeringsselskaber. ESMA gav med udtalelsen mulighed for, at det frem til den 3. juli 2018 er muligt for kunder hos investeringsselskaber at handle værdipapirer uden i forvejen at have en LEI-kode. Det forudsætter, at investeringsselskabet inden handlen får al den nødvendige information fra kunden til, at selskabet kan ansøge om en LEI-kode på vegne af kunden, og at selskabet straks derefter ansøger om en LEI-kode på vegne af kunden.

Nej. Det er først i forbindelse med et køb eller et salg, at en LEI-kode er påkrævet. Derfor må man gerne eje værdipapirer uden at have en LEI-kode.

Det er uden betydning, om selskabet er momsregistreret eller ej. Hvis et selskab, fond, forening eller anden juridisk person oplever problemer med at få en LEI-kode, fordi man ikke har et momsnummer, kan man prøve en anden LEI-udsteder.

Kravet om LEI koder gælder for også for konkursboer eller dødsboer, der skal afvikle værdipapirer.

Det betyder, at en advokat, der for eksempel er konkursadministrator i et konkursbo, skal sørge for at boet har en LEI-kode, hvis man skal sælge værdipapirer.

Hvis selskabet er lukket inden, der er erhvervet en LEI kode, er det tilladt at afvikle de resterende transaktioner med konkursadministrators LEI kode. Samtidig skal man orientere Finanstilsynet om, at der er indberettet på vegne af et konkurs- eller dødsbo. 

Finanstilsynet kan kontaktes vedrørende indberetninger af transaktioner på post4@ftnet.dk.

En LEI kode tegnes typisk over en vis periode, hvorefter den skal fornyes. Hvis en LEI kode ikke fornyes, vil den ikke blive opdateret med de nyeste informationer om fx adresse og navneændringer m.m. og skifter status til udløbet.

De fleste udbydere tilbyder en automatisk fornyelse af LEI koden, så det ikke risikeres at LEI koden udløber, hvilket derfor anbefales. 

Er selskabet en indberetter eller gennemførende enhed, er det ikke muligt at gennemføre en indberetning af transaktioner med en LEI kode, som er udløbet. Transaktionerne vil blive afvist af TRSII systemet med beskeden: ”The executing/submitting entity LEI is not valid”. Koden skal fornyes hurtigst muligt, og finanstilsynet skal omgående have besked om den forsinkede indrapportering af transaktioner. Dette gælder bl.a. for ARMer og investeringsselskaber, som indberetter på egne vegne, samt for investeringsselskaber, som gennemføre transaktioner for deres kunder. 

For en LEI kode med status inaktiv anses selskabet som værende ophørt. Der kan derfor ikke indrapporteres transaktioner for hverken indberetter/gennemførende selskab eller som køber/sælger af værdipapirer, hvis handelstidspunktet finder sted efter, at LEI kodens status er overgået til inaktiv.

Fusioner og tvangsindløsninger er ikke omfattet af forpligtigelsen til indberetning af transaktioner jævnfør MiFIR RTS22, art. 2 stk. 5 (i).