En udsteder, der løbende eller gentagne gange udsteder værdipapirer, der ikke er kapitalandele, kan vælge at udarbejde et basisprospekt. I forbindelse med at der udarbejdes et basisprospekt, skal de endelige vilkår enten udarbejdes i et selvstændigt dokument eller indeholdes i basisprospektet. Reglerne om basisprospekter og endelige vilkår fremgår af prospektforordningens artikel 8.
Indgivelse af endelige vilkår til Finanstilsynet
Hvis de endelige vilkår hverken er inkluderet i basisprospektet eller i et tillæg hertil, skal udsteder, udover at offentliggøre dem i overensstemmelse med prospektforordningens artikel 21, indgive de endelige vilkår til Finanstilsynet. Dette skal ske så hurtigt som praktisk muligt efter udbuddet af værdipapirerne til offentligheden og om muligt inden påbegyndelsen af udbuddet eller optagelsen til handel på et reguleret marked
Udstederen indgiver endelige vilkår til Finanstilsynet ved at indberette dem i Finanstilsynets indberetningssystem OAM.
OAM kan findes her.
Derudover skal udsteder indsende de endelige vilkår til Finanstilsynets postkasse for endelige vilkår FinalTermsFinanstilsynet@ftnet.dk og angive i mailen, hvad CFI og FISN er for de pågældende finansielle instrumenter. Det er VP Securities A/S, der tildeler CFI og FISN for finansielle instrumenter, der oprettes med en ISIN-kode, der begynder med ”DK”. Finanstilsynet skal bruge oplysningerne for at kunne indberette de endelige vilkår til ESMA (European Securities and Markets Authority).
Når udsteder indberetter de endelige vilkår i Finanstilsynets OAM, skal de endelige vilkår knyttes til det relevante godkendte basisprospekt. For at udsteder kan knytte de endelige vilkår til det godkendte basisprospekt, skal udsteder kende meddelelses-ID på det godkendte basisprospekt i OAM, inden indberetningen foretages. Meddelelses-ID’et findes ved at søge basisprospektet frem i OAM.
Finanstilsynet sørger for, at godkendte prospekter og tillæg indberettes i OAM hurtigst muligt, efter at prospektet eller tillægget er offentliggjort af udsteder. Endelige vilkår kan kun knyttes til basisprospekter, der er indberettet i OAM af Finanstilsynet. Udsteder skal være opmærksom på, at hvis udsteder selv har indberettet et prospekt i OAM, før denne mulighed blev fjernet i januar 2023, kan de endelige vilkår ikke knyttes til dette prospekt. Udsteder skal i stedet finde prospektet indberettet af Finanstilsynet.
Hjælp og vejledninger til brug af OAM kan findes her